MASKINER:
Mennesket og maskinen i tankevækkende danse macabre

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Alma Nordenbæk[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]

Blandt blødt stof og hårdt metal slider indiske arbejdere sig dagligt halvt ihjel. Gennem kyndige øjne får vi indblik i deres langsomme dødedans med den tekstilindustri, der lige dele forsørger og forsømmer dem og millioner andre fra Indiens pressede underklasse. Det er en udforskning af tekstilfabrikkens hjertekammer sat til tonerne af maskinernes pulserende monotoni.

 

Men lad dig ikke forlede af filmens titel, for Maskiners hovedfokus er først og fremmest menneskeligt. Den er en serenade til Indiens usynlige arbejdsstyrke, der slider gennem uendelige arbejdsdage i sundhedsskadelige dampe for at fodre en evigsulten masseindustri, der vil ha’ og ha’, men aldrig giver meget igen. Den er også instruktør Rahul Jains debutfilm, og en meget vellykket indtræden på den mere ‘smalle’ dokumentarscene. Lige dele smuk og tankevækkende, balancerer han perfekt mellem kunstnerisk vision og skarp samfundskritik uden på noget tidspunkt at komprimere filmens følelse af autenticitet.

 

For det er en meget spartansk fortællestil. Filmen har ingen voice-over, ingen underlægningsmusik, ingen overdramatisering. I stedet møder vi arbejderne gennem deres kropssprog og filmens få interviews, hvor mændene (og nogle gange drengene, da fabrikken også ansætter børn) fortæller om deres håb for fremtiden eller udtrykker deres utilfredshed med den dårlige lån, de ubarmhjertige chefer eller samfundets generelle ligegyldighed. De fleste er resignerede. Alle drømmer de om et bedre liv for deres børn.

 

På trods af sin klare diskurs, bliver Maskiner aldrig en belærende film. Du forlader biografen rørt og forurettet på arbejdernes vegne, men ikke deprimeret eller tynget af skyldfølelse. Filmen behandler arbejdernes problemer ærligt og uden tydelig følelsesmæssig manipulation. Arbejderne selv er de eneste, der får lov til at fortælle om deres oplevelser. Resultatet er et jordnært og virkelighedstro billede af den indiske tekstilindustris alvorlige problemer, mesterligt fortalt gennem fabrikkens intime mikrokosmos.

 

Så meget som filmen er en fortælling med et politisk budskab, i lige så høj grad er den en fantastisk sanselig oplevelse. Den er en visuel skønhed med sine mørke baggrunde og støvede billeder, der kun oplyses af tekstilernes klare farver og kulovnenes fygende ild. Kameraet svæver usynligt rundt mellem fabrikkens labyrintiske gange og arbejdernes stumme, ekspressive kroppe til et akkompagnement af sand mekanisk symfoni.

 

Når vi dvæler ved en bunke med hvide tekstilruller, er det den helt rette grad af visuel dobbelthed, der kilder dine sensoriske konnotationer og får dig til at tænke på kroppe svøbt i ligklæder. Det er en diskret sammenligning, der kaster et forsigtigt og tankevækkende lys på industriens fatale behandling af sine medarbejdere. Men det er også en kobling, der ikke giver os nogen løsning. Frem for at forsøge at besvare noget selv, spiller filmen da bolden forsigtigt ud til publikum. Nu har vi lyttet. Hvad der så skal ske, er op til os.

[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Maskiner[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:  [/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

Rahul Jain[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Indien, Tyskland, Finland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]

Kommentarer